|
|
|
Starten Jeg ved ikke rigtigt om Nr. Felding Amatørteater er ældre end Nr. Felding Gymnastik- og Idrætsforening, men da vi, for 25 år siden, lavede en form for revy i anledning af Idrætsforeningens 50 års jubilæum, snakkede vi med forskellige ældre mennesker, der kunne huske meget langt tilbage. Det hus jeg bor i, Sognstrupvej 17, var Nr. Feldings første forsamlingshus. Det er bygget i 1907 og blev brugt som et forsamlingshus på det tidspunkt blev: til fester, til gymnastik, til foredrag, politiske møder o.s.v. Det blev os fortalt at man allerede da, lavede teater på datidens måde: Man opførte læsestykker. Aktørerne læste op fra rollehæfterne, mens de bevægede sig lidt rundt på "scenen" (et afgrænset område i forsamlingshuset). Tilskuerne kunne så følge dillitanterne, som de kaldte sig, ved de veldækkede kaffeborde. Ind imellem blev de måske forstyrret af pedel når han skulle fyre op i kakkelovnen, for som han skulle have sagt: "Ska' der fyres, så ska' der faneme fyres!!". Disse læsestykker er højest sandsynligt de første spæde skud på stammen Nr. Felding amatørteater.
Idrætsforeningen stiftes I 1930 blev Nr. Felding Gymnastik- og Skytteforening stiftet i forsamlingshuset. Jeg har fået fortalt, at man afholdt skydning ind gennem vores hus. I hver gavl var der to store fløjdøre, som blev åbnet. Skydeskiverne blev placeret ovre i Skolevej nr 5's have og på den måde havde man en 15 meter skydebane. Det gik nok ikke i dag. Foreningen fungerede frem til besættelsen af Danmark 9. april 1940. Tyskerne indkvarterede sig i forsamlingshuset og havde hovedkvarter der, hele krigen. Der forlyder ikke noget om at de betalte husleje! Foreningen lå mere eller mindre i dvale under 2.verdenskrig, i det mindste om vinteren, hvor man nu ikke havde noget sted at være indendøre.
Efter 2. verdenskrig Efter krigen, blev huset solgt til en lokal købmand, Ivar Poulsen for 2.500 kr. Han brugte forsamlingshuset som kornlager i nogle år og solgte senere forsamlingshuset til en lokal tømre Herluf Jensen, der startede ombygning af huset, så det kunne bruges til bolig. Man byggede et nyt forsamlingshus på Kirkevej, men det blev efter et par år lukket, fordi der på egnen udbrød mund og klovsyge. Der var i et halvårs tid, forbud mod at samles i større forsamlinger på egnen. |
Arne Poulsen, søn af tidligere nævnte Iver Poulsen har skrevet til mig: "Sådan husker jeg det nu ikke helt. Det nye forsamlingshus fungerede som sådan i en årrække og jeg mindes med glæde de mange vintre, hvor vi gik til folkedans og gymnastik i huset. Jeg husker helt præcist et arrangement i forsamlingshuset i efteråret 1961 eller måske 1962, hvor jeg selv sammen med 5 andre spillede til dans efter at en eller anden forening, havde afholdt det årlige andespil. Vi skulle spille gratis, fordi vi havde fået lov til at benytte huset som gratis øvelokale".
Nye tider i gamle dage Arne Poulsen: "I 1952 byggede man Nr. Felding Centralskole til afløsning for de 2 eksisterende skoler: een som lå ved Skindbjerg og een som lå i æ Vester-sogn. Førstnævnte under ledelse af lærer Hansen og sidsnævnte under ledelse af lærer Borum. Etableringen af forsamlingshus i skolens kælder blev først etableret en hel del år senere", det nuværende billedkunst og sløjdlokale. Der blev lavet mobil scene, der de følgende år, troligt blev sat op i den øster ende af forsamlingshuset. Nu blev der spillet teater: Hvert år var der opførsel af et eller andet muntert stykke, om lørdagen med bal bagefter. En tradition som blev gennemført og stadigvæk gennemføres hvert år i februar-marts måned. Omkring same tid, blev Amatørteater et underudvalg i det der efterhånden var kommet til at hedde Nr. Felding Gymnastik- og Idrætsforening. Dengang var det sådant, at dem der havde med teatret at gøre koncentrerede sig om stykket og alt hvad det indebære, mens selve festen, blev afholdt, på skift år for år, af de øvrige udvalg i Idrætsforeningen. Det indebar at overskuddet fra optræden og fester, blev delt mellem det festarrangeende udvalg og amatørteaterudvalget. Det skabte ind imellem en del utilfredshed, fordi det var de øvrige udvalg, der skulle være med til at bestemme, hvad der skulle investeres i amatørteater. Op til flere gange gennem 70'erne, 80'erne og 90'erne, var der oprørske tanker om at gøre Nr. Felding Amatørteater til en selvstændig forening.
Mere selvstændighed Røsterne var så markante, at amatørteatret efterhånden selv overtog alt vedrørende opførsler og fester. Dermed forsvandt grundlaget for at dele med andre. Specielt i 80'erne lavede vi rigtig meget teater i Nr. Felding: Vi lavede hvert år i en lang periode lokalrevy, som blev opført i forbindelse med høstfesten. Vi lavede julespil af forskellig art, til den årlige julefest. Vi opførte det årlige morskabsteater i marts måned og deltog med optræden og arbejdende "teaterværksted" i sportsugen om sommeren. Dengang varede sportsugen faktisk en hel uge!
|
Amatørteatret på turne Ved siden af alt det, var vi et par trupper der rejste rundt til plejehjem, ældreforeninger og fagforening og opførte forskellige optrin eller uddrag af vores lokalrevy. Vi optrådte i den periode et par gange i Holstebro Hallen, som underholdende indslag sammen med bla. Erik Påske. Vi var hvert år i Laden, for at spille for pensionister, Holstebro Pensionistforening stod for arrangementet og "så var der kaffe bagefter". Vi prøvede i samme periode at opføre mere "seriøse" stykker, som der altså blev øvet på ved siden af alt det andet. Bla. opførte vi " Den hellige flamme", og det blev ikke noget tilløbsstykke, men det var meget lærerigt for os der deltog i amatørteater. Alle de aktiviteter vi havde i gang ud af "huset", tog vi penge for og det bevirkede at vi for nogle år siden kunne købe et godt lydanlæg med trådløse mikrofoner. I starten af 90'erne stoppede vi efterhånden med de mange aktiviteter, både hjemme og ude.
Så kom hallen da i starten af 1999... De sidste mange år, har vi "kun" opført det årlige morskabsteater eller revy opført i Idrætscenter Syd som hallen hedder. Desuden laver vi lidt småting i forbindelse med Fut dagene. Da hallen stod færdig, blev forsamlingshuset på skolen nedlagt, man regnede egentlig med, at der skulle være nyt forsamlingshus ved hallen, det blev der bare ikke til. Forsamlingshuset i skolen blev lavet om til sløjd og billedkunst lokaler. Vi var altså hjemløse og skulle selv finde alternative opbevarings- og øvelokaler. Først fik vi opbevaret scenegulv og kulisser i Jeppe og Sandies nyindkøbte hus. For øvrigt det hus hvor købmand Ivar Poulsen, der købte det gamle forsamlingshus efter krigen, havde boede i. Peter Lund tilbød øvelokaler i hans virksomhed på Niels Kjeldsens Vej. Da Peter gik i samarbejde med elinstallatør Henning Søndergård og fik nye lokaler her, var der et rum ledigt som vi nu bruger til opbevarings- og øvelokaler. Her er hele scenen opstillet og det er faktisk udmærkede forhold vi har. På længere sigt vil vi gerne have "egne" lokaler i Nr. Felding. I starten af 2006, blev vi nødt til at flytte alt væk fra de lokaler vi troede vi ville have i lang tid: Lokalerne blev lejet ud!! Alt vores grej står nu rundt omkring i Nr. Felding og vores øvelokale er igen billedkunstlokalet i skolen, hvor vi jo øvede og opførte teaterstykker i mange år. Ringen er sluttet - vi er tilbage til rødderne!
Skrevet af Hans-Jørn Lauritsen, feb. 2005 Opdateret maj 2006 Opdateret januar 2011 Tak til Arne Poulsen, Skagen for tilføjelser og rettelser januar 2011
|